Journalistik begynder med ytringsfriheden. Grundlovens § 77 beskytter retten til at offentliggøre tanker på tryk, i skrift og tale og forbyder forhåndscensur. Men friheden fritager ikke journalisten for ansvar bagefter.
Medieansvarsloven fastlægger ansvaret for indhold i massemedier. Den danner også grundlag for Pressenævnets behandling af klager over god presseskik og genmæle. I praksis betyder det blandt andet, at oplysninger skal efterprøves, kritik skal forelægges, og fejl skal rettes hurtigt og tydeligt.
Straffeloven er især vigtig, når en historie handler om enkeltpersoner. Reglerne om privatlivs- og ærekrænkelser betyder, at alvorlige beskyldninger kræver et solidt faktuelt grundlag. Sandhed er væsentlig, men ikke altid tilstrækkelig: Offentliggørelsen skal også ske i god tro og varetage en anerkendelsesværdig interesse.
Offentlighedsloven er et centralt journalistisk arbejdsredskab. Den giver som udgangspunkt enhver ret til aktindsigt i dokumenter hos offentlige myndigheder. Loven indeholder dog en række undtagelser. Får man afslag, bør man undersøge begrundelsen, muligheden for delvis aktindsigt og princippet om meroffentlighed.
Journalister behandler ofte personoplysninger. Databeskyttelsesloven indeholder særlige undtagelser for behandling, der udelukkende sker i journalistisk øjemed, men datasikkerhed og kildebeskyttelse er stadig afgørende. Retsplejelovens § 172 giver redaktionelle medarbejdere en vidtgående beskyttelse mod at skulle afsløre anonyme kilder, selv om beskyttelsen ikke er absolut.
Endelig regulerer ophavsretsloven brugen af andres tekst, billeder og video. Man må citere et offentliggjort værk i overensstemmelse med god skik og kun i det omfang, formålet kræver. At noget ligger frit på nettet, betyder derfor ikke, at det frit kan genbruges.
En journalist behøver ikke være jurist. Men kendskab til lovene gør det lettere at beskytte kilder og publicere væsentlige historier på et ansvarligt grundlag.